Så kom den i brug

- nedspringsmåtten, som Hejnsvig IF har indkøbt til den nye gymnastiksæson.

Ved opstartsmødet i Hejnsvig IF Gymnastik onsdag den 26. august, mødte forældre og ca. 40 gymnastik-lystne børn op. De fik hurtigt skabt liv i hallen på deres vej rundt på redskabsbanen.

Udgangspunktet var en ”tur ud i det blå”. Airtracken var motorvejen, hvor der blev kørt stærkt ud i naturen. Vel ankommet gik det op og ned af bjerge, igennem søer og tunneller, over brede vandfald med godt fat i lianerne, på smalle klipper og på store sten – alt sammen på redskaberne.

Efter tre kvarter var der et velfortjent pust med masser af vand og grøntsags-hapser til børnene, som havde fået pulsen op, sved i håret og friske røde kinder. Skønt syn!! I dagens anledning var der lavet eksempler på grøntsags-figurer – mus, sejlbåde, racerbiler – som gik rent ind. Måske bliver madpakken peppet lidt op efterfølgende?

Herlig overraskelse fra Nordea

Dagens overraskelse var besøg af Claus Knudsen, Nordea Grindsted, der overrakte Hejnsvig gymnasterne en check på kr. 5.000,00 som tilskud til betaling for den nye nedspringsmåtte. Beløbet er søgt hos Nordea Fonden og bevilget HIF Gymnastik afdelingen.

Det gav et stolt blik i øjnene på alle ved overrækkelsen af den store check – 5000 tak!

I kantinen var forældrene også i gang. Hans Verner Frandsen, DGI Sydvest var engageret til at skabe fokus og debat omkring forældrenes forventninger og engagement til HIF Gymnastik. Hvorfor vælger jeg at mit barn skal dyrke gymnastik?, prioriteres instruktørernes gymnastik- uddannelse?, skal der være flere arrangementer i sæsonen? og hvordan kan 2 timer af egen fritid bruges i HIF Gymnastik regi, så instruktørerne får overskud til børnene?. Det var blot enkelte af de ting, der blev vendt.

Flere har givet meget positive roser til eftermiddagens snak, HIF Gymnastik har fået nogle gode konklusioner at arbejde med og grundlaget for samarbejdet mellem forældre og gymnastik-forening FOR gymnastikken er blevet endnu stærkere.

Gymnastik-sæsonen begynder i år tirsdag den 1. september med tilbud om gymnastik for alle fra 1½ år til - ja, det bliver man vel aldrig for gammel til. Se træningstidspunkt og holdbeskrivelse på opslag i byen eller ved at klikke her.